alting kører rundt i hovedet på mig.
i sidste måned mistede en fra min klasse sin far, og igår mistede en fra min årgang så sin far. det gør mig så ulykkelig - tænk hvis det var min far der var død? det tvivler jeg på at jeg kunne klare! men mine tanker går selvfølgelig til, hvor svært de må have det. den ene døde af kræft, så de var forberedt, den anden døde af pludselig hjertestop, og var ikke forberedt.. 
nu kan jeg ikke lade vær med at tænke tilbage på dengang, jeg var tæt på at miste min far. han var ude og køre på motorcykel. mig og min mor hyggede os med film derhjemme. pludselig bliver der ringet at vi straks skulle komme ud på hospitalet, fordi min far var "kørt galt" på motorcykel. heldigvis kom han godt fra det. men jeg har aldrig været så bange før. 
for lidt længere tid siden, lå min farfar meget syg. han havde en masse blodpropper i hjernen og kunne ingenting, men alligevel så var jeg hver dag bange for, at han skulle dø! en dag tog min far ud og besøgte ham. han spurgte om jeg ville med, men jeg ville hellere sidde hjemme og se tv. Næste morgen vækkede min far mig, og fortalte at min farfar var død. jeg havde det så dårligt med det! jeg ville gerne have sagt farvel. Men vi tog ud til plejehjemmet hvor han lå. det var så sørgeligt, og han lå der, helt hvid. men alligevel, (dengang var jeg 7-8 år,) gik jeg hen og tog hans hånd - for det plejede jeg at gøre, fordi så klemte han min hånd. så kyssede jeg ham på kinden, og sagde farvel..