Du har taget dit eget liv. Du ligger livløs og slatten mellem spejlet og din seng. I dine sidste krampeagtige bevægelser, har du kastet dig mod de tykke rammer. Man kunne se frygten i dine øjne da du faldt, smerten og fortrydelsen. Der er en smule blod omkring dig, kniven ligger ved siden af dig, du tabte den!

Forestil dig at din lillebror, lillesøster eller måske din mor finder dig først. Du havde pjækket fra skole, planlagt at det skulle være i dag. Forestil dig deres ansigter, deres sorg, deres vantro, deres byrde. De haster sig i deres fortvivlelse på knæ, rusker i dig. Og råber dit navn, de vil vække dig...

De er bange nu, skrækslagne og ude af sig selv, de tror at det er deres skyld. De tror at de har fejlet, svigtet. Denne følelse kaldes skyldfølelse, den står tydeligt malet i hovederne på familien, vennerne og alle dem du knap kan huske navnet på! De har alle sorg, alle skyldfølelse, du kan ikke modsige dem, du kan ikke fortælle dem at det ikke var deres skyld, for du glemte jo afskedsbrevet.

Du var så ivrig for at forlade dette såkaldte "rædselsfulde liv". Dit "never ending nightmare." Det gik først op for dig i det sekund du ramte gulvet. I dine sidste sekunder så du dine fejltagelser. Du så først det værdifulde i dit liv da du så det udefra.

Nu er det for sent, var det virkelig det værd?