Jeg hader hvor sårbar man pludselig er. Man føler intet kan slå en ud, men han kan såre en så dybt.. når man er forelsket. Det er så underligt det der kærlighed. Well, jeg har fået en kæreste. Jeg havde ellers sagt til mig selv at nu ville jeg ikke det der kærestepæreste noget før efterskole, hvis jeg fandt en der. Mig og Nikolaj var jo blevet uvenner, så jeg ville da sagtens kunne klare den , bare lige til efter sommerferien.. Men nooo.. Jeg var lidt for hurtig ude. Nu sidder jeg sårbar, lykkelig, smilende, og med et kæmpe savn. Jeg så ham Lørdag, samme aften finder vi ud af at et skal altså bare være os. Søndag morgen vågner jeg og savner ham helt vildt! Jeg har bare lyst til at være i hans arme. At han så samme dag tog tilbage til sin skole, hvor han er mere end en times tog væk. & så skal jeg fandeme undvære ham helt til fredag/lørdag er helt forfærdeligt. Har bare lyst til at kysse ham, røre ved ham, kigge i hans blå øjne, være i hans arme.

Det med måden han tager ens koncentration uden at ville det. Måden man pludselig er sårbar på. Øjs.. og jeg havde ellers sagt at jeg ikke gad det kærestepærestenoget.
Men altså, jeg er lykkelig , forelsket, glad.. jeg skal ikke klage.