Ja, længe siden kære medbloggere. Jeg sidder nu i min sofa på værelset, med en kop grøn te, og en fantastisk følelse i kroppen. Det er længe siden min sidste blog. Jeg har savnet at skrive, sætte ord på min hverdag , på mit liv. Nu gør jeg det igen. De sidste par uger er min far røget ind og ud af sygehuset. De har sendt ham hjem den ene aften og akut indlagt ham den næste, pga. de fandt først det ene farlige og så noget nyt. Det er sket lidt for mange gange. Jeg er så træt af hvide, lyse men stadig dystre, og kolde rum og gange. Træt af sygeplejerske med en IQ der får en til at tænke hvordan fanden hun har gennemført en uddannelse, for på sygehuset min far er knyttet til er der et par af de typer, bah! . Nervøsiteten og det med at man ikke kan finde ro. øv hvor er jeg træt af det!

Well, sådan har det kørt i lidt over to uger nu. Men, lige i dette sekund føler jeg mig fuld af overskud. Det at være hjemme, og have min far med, og vide at han denne gang ikke skal derned før på Fredag, høre ham ligge i sengen og snorke -vide at han sover og i dette sekund ikke har nogen bekymringer. Det er vidunderligt. Jeg har ingen lektier for. Ingen planer for idag. Har lige ryddet værelset op, og drikker grøn te. Hører musik, og laver nu en blog. Jeg lukker øjnene og smiler, for livet er en underlig ting, med alt for mange op og nedture. Men ligemeget hvad, så vil jeg gennemføre det, til nogen stopper det.. jeg gør ihvertfald ikke selv...

Et rodet blog fra Froeken, men der behøver vel ikke være hovede og hale i en blog.