Jeg prøver mit allerbedste på at opretholde min overskudsagtige facade, men i aften er det svært. I horisonten lurer der igen eksamenstress og jeg har på nuværende tidspunkt svært ved at overskue krav og omstændigheder og.... ja, det hele. Jeg synes lige, jeg har været nede at skrabe bunden i forbindelse med eksamen og nu starter det hele forfra - ganske vist med nye eksamener og jeg håber, det hele bliver bedre denne gang, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke føler mig en smule bekymret for et eventuelt dejavu. Men nå! Det ligger alligevel en hel uge ude i fremtiden, så jeg prøver mit bedste at lade være med at bekymre mig om det.

Jeg prøver mit allerbedste på at bevare min optimisme og mit overskud, men i aften kæmper optimismen og negativiteten en langtrukken kamp. Jeg smiler, jeg mærker tårerne presse sig på, jeg smiler, jeg kæmper tårerne tilbage, jeg smiler, jeg mærker tårerne presse sig på igen. En del af mig har lyst til at bevare mig fuldstændig neutral; spille lidt guitar, smile lidt, prøve at forblive glad. En anden del af mig har lyst til at give op og lade mig bryde sammen, bare i aften. 

Jeg kan ikke overskue weekenden, selvom den sikkert bliver fantastisk, men når jeg har så stort underskud på min kærligheds- og tryghedskonto, som jeg har ligenu, kan en weekend med 128 fremmede mennesker, sport og fællesbad nemt virke som lidt for meget at gabe over. Jeg glæder mig helt vildt til at se min veninde, men jeg kan ikke lade være med at frygte det hele lidt. Jeg skal samle så meget overskud og dét i sig selv er udmattende.

Forhelvede, hvor jeg dog savner Shy Boy ligenu. Jeg ville give så meget for et kram og et kys. Aftenen bliver lang, weekenden bliver lang. Heldigvis skal jeg kun være alene i aften, resten af dagene har jeg mennesker omkring mig, der på trods af at de tapper mig for overskud, også abstraherer mig fra mit savn. 

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal gribe det an ligenu. Jeg har det ikke godt, men jeg vil ikke rigtigt erkende det. Shy Boy plejer at sige, at jeg skal fortælle ham, når jeg har det skidt, men jeg kan ikke få mig selv til det i aften.

Jeg kan mærke at tårerne efterhånden vinder over smilet.